Forskningsnettet tilbyder alle tilknyttede institutioner servercertifikater. Certifikaterne sikrer, at den server du er i kontakt med, er den, som den udgiver sig for at være og at kommunikationen med serveren er krypteret. En server med et Forskningsnet certifikat er derfor sikker at besøge.
Forskningsnet certifikater tilbydes i et samarbejde mellem UNI•C, TERENA og COMODO. UNI•C administrerer tjenesten på Forskningsnettets vegne.
Teknikken bag Forskningsnet certifikater
Hvis servercertifikatet er korrekt installeret, opdages det af brugerens browser straks vedkommende går ind på dit website. Alt efter certifikatets styrke reagerer browseren på to måder: En version er, at brugeren præsenteres for et pop-up-vindue, hvor han selv skal tage stilling til, om han har tillid til certifikatet. I den anden version genkender browseren selv certifikatet som sikkert og brugeren slipper for pop-up vinduer. Et Forskningsnet certifikat er den sidste type.
Det kan købes til en meget fordelagtig pris, og der er adgang til vejledninger og support omkring ansøgning, installation og fornyelse af certifikatet. Forskningsnet certifikatet er baseret på Terena SSL Certificate fra COMODO. Det har en løbetid på 1, 2 eller 3 år og leveres til alle gængse webservere, som understøtter standarden x509 v3. Certifikatet kan kun bestilles til et FQDN (Fully qualified domain name) - for eksempel DNS-navne/hosts som fx. www.forskningsnettet.dk eller connect.forskningsnettet.dk.
Regler for udstedelse
For at få et Forskningsnet certifikat, skal følgende kriterier være opfyldt:
A. Forskningsnet certifikater udstedes kun til institutioner tilknyttet Forskningsnettet .
B. Institutionen skal være ejer af domænenavnet. Hvis navnet på webserveren er "www.universitet.dk" skal institutionen altså være ejer af domænenavnet "universitet.dk".
C. Den person, som bestiller certifikatet, skal have en bemyndigelse hertil af institutionens ledelse. Bemyndigelsen skal indsendes til scs-ra@uni-c.dk
D. Den person, som bestiller certifikatet (den tekniske kontaktperson) skal have en digital signatur. En personlig digital signatur kan bestilles gratis på www.digitalsignatur.dk. En digital medarbejder signatur accepteres naturligvis også.
Bestil et Forskningsnet certifikat
Opfylder I ovenstående kriterier, bestiller du et Forskningsnet certifikat sådan:
1. Institutionens ledelse udfylder formularen nedenfor. I formularen bemyndiger ledelsen en teknisk ansvarlig til at foretage den videre behandling. Formularen sendes via mail til UNI•C (scs-ra@uni-c.dk), der på Forskningsnettets vegne står for udstedelse af certifikatet
2. Den teknisk ansvarlige skal nu klargøre webserverne til anvende certifikat. Du finder en vejledning hos Comodo.
3. Den teknisk ansvarlige skal på webserveren for hvert domæne fremstille en CSR-fil ("Certificate Signing Request"-fil).
Du finder en vejledning i hvordan det gøres på Comodos supportsider
Husk at gemme den private nøgle sikkert! Uden den private nøgle kan certifikatet ikke installeres og der skal bestilles et nyt.
4. Hver CSR fil indsendes vedhæftet en digitalt signeret mail til scs-ra@uni-c.dk.
Det er vigtigt, at den teknisk ansvarliges e-mail svarer til den e-mail den teknisk ansvarlige har i sin digitale signatur.
5 . Den teknisk ansvarlige vil fremover kunne bestille certifikater ved at sende en digitalt signeret mail til scs-ra@uni-c.dk. Det vil således ikke være nødvendigt at udfylde bemyndigelsesformularen ved fremtidige bestillinger. Den relevante csr-fil skal vedhæftes mailen.
6. UNI•C validerer oplysningerne om ejerskab af de enkelte domæner og gyldigheden af den digitale signatur.
7. UNI•C sender certifikatet til den teknisk ansvarlige
8. Den teknisk ansvarlige implementerer certifikatet
Installation af Forskningsnet certifikat
Måden certifikatet installeres på afhænger af servertypen. Du kan læse mere om hvordan man installerer det korrekt på Comodos support-sider.
Pris
Forskningsnet certifikatet koster 500 kr. uanset løbetiden.
Kontakt
Al support på Forskningsnet certifikaterne varetages af UNI•C.
Hvis du har spørgsmål er du derfor velkommen til at kontakte UNI•C Kundeservice på telefon 35 87 85 90 eller via e-mail kundeservice@uni-c.dk.
Du finder yderligere teknisk information på UNI-Cs supportsider.